Om os ...

Vi er et ungt par, Cecilie (22) og Michael (24) som er bosat lidt uden for Strellev nær Ølgod. Vi har to golden retrievere, Beila og Freja, som vi bruger utrolig meget tid på.

Hovedsaligt vil det være mig, Cecilie, der opdaterer hjemmesiden, men mon ikke også Michael kunne snige en opdatering ind engang imellem :-) ......

Vi overtog Freja da hun var 10mdr. gammel fra mine forældre, hvorefter interessen for træning og udstilling blev vagt. Hunden var helt ustyrlig og vi fandt hurtigt ud af, at træning var nødvendigt for at kunne gå tur uden at få vabler på hænderne.. Nogle søde mennesker fortalte os om Dansk Retriever Klub (DRK) og nogle gode trænere på Skjerns træningsplads og vi har trænet der lige siden vi kom første gang for 4 år siden.

Udstilling anede vi ikke et klap om, men igen - søde hundefolk spurgte ind til, om vi havde planer om at udstille og fortalte hvad det gik ud på. En dag tog vi den lange tur til Fussingø, hvor vi for første gang stillede Freja på et skue.

Det ene tog det andet og vi blev bidt af hundesporten. Vi blev i slutningen af 2007 enige om, at vi gerne ville have en Golden mere. Derefter gik vi i gang med at undersøge "markedet" og ud fra den kendskab vi nu havde fået mht. hd-index, prøveresultater og udstillingsresultater, besluttede vi at tage kontakt til Louise fra FarmXena. I marts kom der små lækre hvalpe - heldigvis også en tæve til os, som gerne skulle udvikle sig til at kunne bruges på både markprøver og udstilling. To måneder efter hentede vi hende hjem.

Jeg havde fra starten trænet Freja, men efterhånden blev Michaels interesse også vækket, efter troligt at have troppet op på træningspladsen hver eneste gang for at se hvordan træningen skred frem (Måske kan det også have noget at gøre med, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde kørekort og han derfor var tvunget til at køre mig ... Men det er en helt anden snak ......) Efter et lille års tid hvor jeg havde trænet både Beila og Freja, fik Michael "lov til" at overtage træningen af Freja. Det var en go' plan, for på trods af at hunden nu er 5 år gammel, udviser hun mere fart og glæde under apportering end hun gjorde med mig (og dem som kender hende, er nok klar over at "fart" er skrevet med et glimt i øjet, for jeg tror næppe Freja kender ordet "tempo!")

Vi er rigtig glade for at have denne dejlige interesse sammen. Den giver os mange skønne timer ude i naturen og vi får mange oplevelser med hjem, hvad enten det er fra gåture, træning, prøver eller udstilling. Tak for det alle sammen!

/Cecilie